Maleri efter tal – nøgenmodel

Den figurative nøgenmaleri stiller krav om en præcision, som landskabsmaleriet ikke kender til: selv den mindste forkert gengivne proportion springer i øjnene, selv for en uerfaren betragter. Et malesæt med tal til nøgenmaleri bevarer dette krav om nøjagtighed, samtidig med at det fjerner hindringen i form af den forberedende tegning. Hvert nummereret område svarer til en præcis toneværdi på hudfarven, hvilket gør det muligt at gengive skyggeovergange uden at have studeret anatomi i årevis.

At male hudfarve: skygger og nuancer på den menneskelige krop

Udfordringen ved at male nøgenmodeller ligger ikke i kroppens konturer, men i hudfarven selv. En hud, der er belyst forfra, bruger kun 3 til 4 nuancer; i skråt lys arbejder en maler med 6 til 8 nuancer for at gengive overgangen fra lys til skygge under et kraveben eller et knæ. Sættene følger dette princip ved at nummerere områderne med direkte lys, halvskygge og skygge separat, med nuancer der ofte ligger tæt på gul okker, naturlig sienna og brændt umbra – de tre pigmenter, der blev brugt i atelieret til hudfarve, før de syntetiske akrylfarver kom på markedet. Resultatet undgår den flade effekt, der afslører en dårligt udført akt, hvor hele huden får den samme ensartede nuance.

Kvindelig nøgenmodel, mandlig nøgenmodel, par: tre forskellige kompositionslogikker

En kvindelig nøgenmodel spiller traditionelt på kurverne og vridningen af overkroppen, en positur, som Ingres førte til det yderste i 1814 med La Grande Odalisque, hvor rygsøjlen har flere ryghvirvler end den virkelige anatomi for at fremhæve den bugtede form. En mandlig nøgenfigur bygger i højere grad på muskelstrukturen og skulderlinjen, med mere markante kontraster i lys og skygge på de knoglede områder: kraveben, knæ, ankel. Nøgenmaleriet med to figurer tilføjer en yderligere udfordring: balancen mellem de to kroppes masser og sammenhængen i den fælles lyskilde – en opgave, som par-malerisættene løser ved at tildele et fælles skyggenummer til kontaktområderne mellem de to figurer.

En historie om nøgenmodellen, der rækker ud over det rent æstetiske

Den akademiske nøgenmaleri, der blev undervist i 1800-tallets atelierer, tjente et bestemt formål: at træne øjet i proportioner, inden man gik i gang med andre motiver, såsom portrætter eller landskaber. Denne hierarki brød sammen i 1863, da Manet udstillede Olympia på Salonen i Paris og udløste en skandale, ikke på grund af nøgenheden i sig selv – som allerede var accepteret i mytologiske scener – men fordi modellen ser beskueren lige i øjnene og dermed løfter nøgenheden ud af sin allegoriske funktion. Når man i dag gengiver denne type kompositioner på nummer, kan man forstå indefra, hvorfor et valg af blik eller kropsholdning fuldstændigt ændrer fortolkningen af et maleri, langt ud over den rene farveblanding.

Vælg format og kom i gang uden forudgående erfaring

De mest velegnede formater til nøgenmalerier ligger mellem 40×50 cm og 50×70 cm: under 30×40 cm mister hudfarvernes nuancer deres tydelighed, da der ikke er tilstrækkelig overflade til at udjævne farveovergangene. Hvert sæt indeholder et fortegnet lærred, nummererede krukker med akrylmaling, to eller tre pensler i forskellige størrelser (en fin til konturerne af ansigtet og hænderne, en bredere til de flade hudområder) samt en ophængningsanordning.

• Begynder: Start med en nøgenmodel i profil, som er mindre krævende med hensyn til perspektiv end en pose forfra eller i trekvartprofil
• Erfaren maler: Vælg helst et par-motiv eller en pose i modlys, som kræver flere skyggenuancer

Regn med mellem 8 og 15 timers arbejde fordelt på flere sessioner for et format på 40×50 cm, da hudfarven generelt kræver to til tre lag for at dække lærredet jævnt uden at lade de underliggende nummererede streger skinne igennem.